Siena
generøs gastronomi og historiske hestekræfter
Tekst og fotos: Jesper Storgaard Jensen
Siena er verdensberømt for sit hestevæddeløb, Il Palio, der løbes to gange om året. Læg hertil byens middelalderstemning, en af Italias smukkeste piazza’er, den imposante domkirke, de mange smalle og atmosfærefyldte gader og gyder samt, ikke mindst, de gode spisesteder. Mat og Drikke har været på besøg.
De fleste har ganske givet hørt om Toscanas næststørste by Siena, der altid har kæmpet mod sin toskanske storebror, Firenze, om berømmelse og om turisternes gunst. Det er den klassiske historie om lokalrivalitet, som Toscana også er så kendt for.
Når talen falder på Siena, kan mange givetvis nikke genkendende til byens stolte varemærke: Hestevæddeløbet il Palio, der har fået sit navn efter det sirligt broderede stofstykke man kæmper om, og som angiveligt er det mest kendte af sin slags i verden. Denne berømmelse bør bestemt ikke komme bag på nogen, idet vi taler om et løb, der har været arrangeret siden starten af det 13. århundrede. Det første officielle dokument, der specifikt omtaler Il Palio-væddeløbet og reglerne for dets afholdelse kan angiveligt dateres helt tilbage til 1238.
I de første mange år blev Il Palio afholdt som et såkaldt ”langt Palio”, dvs. at rytterne suste gennem byens smalle gader, hvilket ofte viste sig at være ret farligt. Mange heste styrtede, og både heste og ryttere kom slemt til skade. Senere, i 1652, blev Il Palio så flyttet til Sienas smukke, muslingeformede Piazza del Campo, hvorefter det blev betegnet som ”det runde Palio”. Lige siden har det været afholdt to gange om året, den 2. juli og den 16. august.
Siena har 17 forskellige såkaldte contrade (kvarterer, red.), der har navne som fx Ørnen, Larven, Uglen, Dragen, Giraffen, Skildpadden, Panteren, Tårnet og flere endnu. Hvert kvarter er skarpt geografisk optrukket, dets banner er kendt. Det har fjender blandet de andre kvarteret men også venner.
Det findes kun én ting, der er vigtigere end Il Palio i Siena, og det er selve livet. Nogle hævder sågar, at man i Siena kan sætte lighedstegn mellem de to. Når man går rundt i byen, hænger der Palio-bannere i mange kvarterer. På flere husmure kan man se indrammede fotos af jockeys i jubel efter en sejr i Palio’en. Hertil kommer de mange jernringe, der er muret direkte ind i facaderne, hvor man skyndsomt kan ”parkere” en hest. Og begiver man sig ind i en lokal boghandel, vil man kunne finde de første 25-30 titler, der udelukkende handler som byens Palio.
Hvert kvarter har sit Palio-museum, hvor man ofte også finde en døbefont. Her bliver kvarterets børn naturligvis døbt af en præst, der tilhører det pågældende kvarter. Således får de nyfødte poder denne sociale og antropologiske prægning ind med modermælken fra allerførste færd.
Stolthed på spisekortet
Kodeordene er passion, historie og en lokalstolthed, der er hægtet op på ens kvarter, ens farver, ens tilhørsforhold. Løbet varer i blot 75 sekunder, når ti heste og jockeyer for øjnene af en fuld Piazza del Campo – 30.000 tilskuere, der står som sild i en tønde – hvirvler tre omgange rundt på piazza’en.
Det er en intens oplevelse, der kalder på omtrent alle følelser. Vindernes glædestårer er ligefrem proportionelle med tabernes umådelige skuffelse. De sejrendes vilde og ubeherskede jubel, der ofte vare til næste dags morgen, blander sig med de besejredes nedtrykte og uforstående ansigtsudstyk. Sådan har det været i århundreder.
Den lokale stolthed finder man dog også på spisekortet. Toscanerne – hvad enten de er fra Firenze, Siena eller fra andre steder rundt omkring i Toscana – har en særdeles udviklet bevidsthed om egen berømmelse. Lige siden en lang række af Europas adelige og aristokratiske familier, fra begyndelsen af det 19. århundrede, begyndte at sende familiens unge medlemmer på den såkaldte Grand Tour gennem Italien – blandt andet gennem Toscana – for at stoppe noget kultur ind i hovedet på de unge, har Toscana haft en højprofileret status, der har varet helt op til i dag.
Det gælder også, når vi taler om regionens gastronomi. De fleste – udlændinge, turister og italieneren selv – kan hurtigt blive enige om, at det vel er nærmest umuligt at spise dårligt i Toscana. Og således også i Siena. Den toskanske kødtradition lægger arm med en lang række kendt vinproducenter om at tiltrække sig størst opmærksomhed.
Den velkendte hvide Chianina-ko, der stammer fra Arezzo- og Siena-området, leverer kød til de mest raffinerede oksekødsudskæringer i Siena, bl.a. den kendte – hvis ikke ligefrem legendariske – bistecca fiorentina (der til sienesernes sikkert store fortrydelse altså er blevet opkaldt efter konkurrenten Firenze!). Og den skal naturligvis nydes sammen med toscanernes egne vine, en velkendt Chianti Classico … hvis man da ikke ønsker at gå lidt højere op i niveau, fx til en Brunello di Montalcino, en Vino Nobile di Montepulciano eller en såkaldt Super Tuscan.
Tanken er altså denne: her i Toscana har vi vores eget kød, vores egen vin og vores egne rødfæstede gastronomiske traditioner. Vi har ikke brug for ”noget udefrakommende”.
Samtidig med dette vil man i Siena også kunne støde på det som italienerne kalder for ”abbondanza”, det vil sige en slags gastronomisk overflod eller generøsitet. Hvor end man spiser – selv på restauranter, der befinder sig lige under Michelin-niveau – vil man kunne opleve, at der bliver hældt godt op på tallerkenerne. Således hører det da også til en sjældenhed at rejse sig fra bordet i Siena med en følelse af, at man stadig har lidt ”bukseplads”.
Den smukke piazza
Besøger man Siena, skal man naturligvis lægge vejen forbi en af Italias absolut smukkeste piazza’er – Piazza del Campo – der er muslingeformet og ikke så lidt storslået. Pladsens rådhus, opført i 1297, skulle angiveligt have været en inspirationskilde for den danske arkitekt Martin Nyrup, da han århundreder senere projekterede Københavns rådhus.
Ønsker man den klassiske turistoplevelse – dvs. at slå sig ned på en af pladsens cafeer eller spisesteder – skal man nok være rede til at give køb på den gastronomiske kvalitet, samtidig med at man kommer til at betale lidt ekstra for den storslåede udsigt.
På pladsens ene side vil man, i vinterhalvåret, kunne se et lille træskur – som rent arkitektonisk nok ikke passer helt ind i den storslåede middelalderramme – der sælger frittelle, en slags sienesisk street food. De bør prøves.
I et andet hjørne af piazza’en finder man butikken, Dolce Siena, der byder på en række toskanske specialiteter. Her kan man med fordel proviantere, hvis man ønsker at bringe en gastronomisk souvenir med sig hjem.
Piazza del Campo kan dog også bruges som et geografisk pejlemærke, når man begiver sig afsted for at prøve et eller flere af følgende spisesteder, der alle på hver sin måde lader den besøgende komme lidt tættere på Siena.
Buon appetito!
Osteria il Carroccio
Man føler sig godt tilpas, straks efter at man træder ind i Il Carroccio, et lille typisk Siena-osteria, der befinder sig ti minutters gang fra campo’en. Stedet åbnede i 1990, men det var først i 2015, at Giacomo Salvini og Mirko Bracci greb ud efter den gastronomiske rorpind. I osteria-gemakkerne er der vel plads til 25-30 kuverter, blandt andet ved et hyggeligt langbord, der synes gemt væk under en lav buet konstruktion. ”Min egen personlige målsætning er at blande kvalitet med kvantitet. Personligt sætter jeg en ære i at fremskaffe de bedst mulige råvarer. For eksempel får vi al vores kød fra et lokalt bio-landbrug. Og da vi samtidig er et osteria – dvs. ikke en gourmet-restaurant – så kan jeg godt lide det koncept, at retterne er rigelige”, siger Giacomo. Og det kan jeg ved selvsyn konstatere, da en antipasto lander foran mig: en grøntsags-souffle hvorpå der bliver revet gavmilde mængder af scorzone-vintertrøffel hen over, hvorefter liflige dufte straks begynder at rive mig i næsen på en yderst behagelig måde. ”Ud over de gavmilde portioner så er osteria-konceptet, for mig, også lig med selskabelighed”, tilføjer Mirko. Det fornemmer man helt klart her, hvor bordene står relativt tæt på hinanden, og hvor snakken går mellem de lokale og et par amerikanske turister, der udfritter de lokale om hvilke steder i byen de ikke må gå glip af. Lydniveauet er betragteligt, særligt efter at en gruppe lokale gør deres entré for at spise en hurtig frokost. Menuen må siges at være decideret toskansk med blandt andet den typiske lokal pici-pasta, tagliatelle-pasta med and samt gnocchi med pesto, sort kål og frisk revne trøfler. Det toskanske fornægter sig heller ikke hvad angår hovedretterne, hvor man blandt andet kan nyde den kendte bistecca fiorentina – en stor og tyk t-bone steak, der er et must på næsten ethvert sienesisk spisekort – men også dejligt møre stykker af oksekød med en kompost af æbler og forårsløg, eller kaninragout med artiskokker for ikke at tale om et mørt stykke vildsvin med oliven. Når man kikker ned over listen med desserter, skal man bemærke – og naturligvis også prøve – dessertklassikeren over dem alle i Siena: de knasende sprøde cantuccini-småkager, der dyppes i en ravfarvet Vin Santo-dessertvin. En let og smagfuld måde at slutte et måltid af på. Bemærk i øvrigt, at spisesteder i Siena ofte byder på en hjemmelavet likør efter endt måltid. Det gælder også for Il Carroccio, hvor der bliver serveret en dejlig lakridslikør.
Osteria Il Carroccio
Casato di Sotto 32
Tlf. 0039-0577 41 165
Osteria Il Carroccio har en Instagram- og Facebook-side
Vineria Tirabuschiò
Et godt stenkast fra campo’en finder man en lille vinbar med navnet Tirabuschiò, der åbnede i 2015. Ordet stammer fra det franske tire-bouchon, og betyder proptrækker. Og sådan et redskab er der i høj grad brug for her på stedet, hvor vinen spiller en væsentlig rolle. Stedet ejes er den milanesiske sommelier David Sciacco, der taler med store fagter og begejstring om de vine, han henter hjem til sin vinbar: ”Vi serverer udelukkende naturvine, og en af mine yndlingsbeskæftigelser er at finde producenter, der laver kvalitets-naturvine. Jeg tager ofte rundt på vinfestivaller for at finde nye produkter, og tit sker det, at jeg bliver venner med vinproducenterne og senere besøger dem på deres hjemsted”. David fortæller videre, at de omtrent 70-80 etiketter, han har på vinkortet, således næsten alle er blevet håndplukket af ham selv. De kommer ikke kun fra Toscana men fra hele Italien. Det er på den baggrund, at jeg får serveret en anderledes men dejlig hvidvin lavet på en Inzolia-drue fra Etnas skråninger, sammen med seks lækre oste – en lokal pecorino, en fiorile fra Dolomitterne, endnu en Dolomit-ost, Humulus, lavet på humle og øl, en friulaner, en ekstralagret pecorino-fåreost og endelig den heftige San Carlone, der er smagt til med honning og kaffe. Tirabuschiò har ikke et decideret køkken, hvor der står folk og kokkererer, men kan alligevel diske op med en håndfuld varme retter, der tilberedes på kort tid, blandt andet den klassiske toskanske grønsagsret, ribollita, og peposo, der er en velsmagende gryderet med oksekød. I peposo bliver man præsenteret for den høje kødkvalitet som Toscana generelt er kendt for. Vineria Tirabuschiò er et dejligt uprætentiøst og rustikt sted. Der er vel ikke mere en 14-15 siddepladser i ét rum, der mest af alt minder om en vinøs dagligstue med stærke farver og en stor tavle, hvor navnene på både dagens retter og en lang række forskellige vine står skrevet. Tirabuschiò er til et hurtigt og uhøjtideligt (frokost)måltid og en mulighed for at smage på en ”anderledes” vin. Mens man gør det, vil jazz-musikken flyder ubesværet ud af højtalerne som bevis på, at jazz og vin hænger sammen på samme måde som også rom og Cola samt skinke og melon gør.
Vineria Tirabuschiò
Via S. Pietro 16, Siena
Tlf: 0039-0577-60 13 24
https://vineriatirabuscio.wordpress.com/
Compagnia dei Vinattieri
Omtrent 15 miutteres gang fra Piazza del Campo dukker Compagnia dei Vinattieri op. Straks jeg stikker næsen indenfor, har jeg en følelse af at være kommet til det klassiske sienesiske osteria i en videreudviklet form. Dette charmerende spisested har til huse i en bygning, der blev opført i omkring midten af det 16. århundrede, og det ser man. Murene er originale, hvælvingerne signalerer middelalder, og træbjælkerne i loftet har øjensynligt også flere århundreder på bagen. For slet ikke at tale om vinkælderen, der befinder sig i et rum, hvor en gammel akvædukt en gang løb igennem. Mange steder rundt langs med væggene er opstillet vinflasker, der bidrager til stemningen. Alle disse detaljer er med til at skabe en atmosfære, der giver én en følelse at befinde sig i en raffineret dagligstue. Siden slutningen af 1990’erne har Marco Certosini administreret stedet, og han har selskab af intet mindre end en japansk køkkenchef, Yuma Hirai. ”Vores køkken er en videreudvikling af den toskanske tradition, hvilket vi blandt andet kan takke Hirai for. Gennem nye kogeteknikker og en generel anderledes tilgang - som Hirai har med sig fra sit hjemland – til tilberedningen af de klassiske toskanske retter, kan man vist godt beskrive vores køkken som et lettere genfortolket toskansk køkken”, forklarer signora Valentina. Jeg besøgte Compagnia en søndag til frokost, og der var virkelig tryk på. Det er dagen, hvor Siena går ud til den traditionelle søndagsfrokost med hele familien, og fra omkring kl. 13 og få minutter frem fyldes lokalet med snak, intensitet, latter, grin, barnegråd og tjenere, klædt i sort-hvidt, der piler ind og ud mellem bordene for at tage imod ordrer. Jeg lagde ud med smagsprøver af tre forskellige, og velsmagende, pecorino-oste og fortsatte med pici-pasta med sort kål og bacon. Betjeningen er fin og opmærksom, og stilen helt sikkert over det traditionelle osteria-niveau, der ofte er folkeligt og særdeles afslappet (på den gode måde). Trods den højere standard er forholdte kvalitet-kvantitet-pris endog særdeles rimeligt, særligt når man ser hvor generøse portioner, der bliver serveret. Blandt hovedretterne, der alle står til 20 euro, finder man fx oksekød braiseret i Brunello di Montalcino-vin, krydret lam med aligot-kartoffelmos og græsk yoghurt, blæksprutte i tomatsauce, sorte oliven og broccoli. Compagnia har desuden et par vegetarretter på menuen. Det er ganske imponerende at tage et kik ned i den antikke vinkælder, hvor historie, vinkasser og støvede flasker kæmper om pladsen. Her finder man også nogle af de over tusind etiketter, som vinkortet vigter sig med. Af disse er 80 procent fra Toscana – Chianti Classico, Montepulciano, Brunello di Montalcino, supertoscanerne fra Bogheri og Montecucco. Resten er fra Frankrike, Østerrike og Argentina. “Vi vil gerne have, at folk, når de kommer her, har en følelse af at de sidder i en behagelig dagligstue”, siger Valentina. Det er i allerhøjeste grad lykkedes – tilmed med muligheden for en god og raffineret spiseoplevelse.
Compagnia dei Vinattieri
Via delle Terme 79
Tlf.: 0039-0577-23 65 68
Taverna del Capitano
Den gastronomiske kaptajn på Taverna del Capitano er Niccolò Moretti. Han er en sympatisk hurtigsnakkende herre med glimt i øjet og skarpe bemærkninger. Og så er han, efter eget udsagn, blevet lidt af en star, hvilket skyldes, at han sidste år vandt en populær restaurant-dyst. Det drejer sig om TV-kokken Alessandro Borgheses populære TV-koncept, ”Fire restauranter”, hvor han besøger fire spisesteder i forskellige italienske byer, hvorefter en vinder kåres. Sidste år var Borghese også i Siena, Taverna del Capitano deltog … og vandt. ”Det har været helt vildt. Folk er kommet fra hele Italia. Jeg har stillet op til mange selfies. Jeg har givet autografer og har i det hele taget følte mig som lidt af en celebrity”, siger Niccolò og griner højlydt. Taverna del Capitano er huleagtig på en hyggelig måde. Stedet udgøres af to rum med masser af atmosfære og med dusinvis af de obligatoriske hestefotos på væggene, i det tilfælde folk skulle have glemt at de rent faktisk sidder og spiser i Siena. Jeg lagde ud med en forret – ovnbagt pecorino-ost på en seng af radicchio-salat -, men også deres græskar-pie med saffron og pecorino-ost virkede indbydende. Min pastaret var spaghetti med hvidløg, chili, ansjoser, tørrede tomater, kapers og en langtidslagret pecorino-ost. Med andre ord en sand bombe af smag! Mit andet valg var faldet på pappardelle-paste med hare-sauce. ”Her hos os er tradition i højsædet. Mange af de opskrifter vi bruger, har flere generationer på bagen. Det var retter, vores bedstemødre lavede i hjemmet for lang tid siden. Og det er de retter vi bliver ved med at lave i dag. Alt det der med fusion hér og nyfortolkninger dér det gider vi ikke. Min erfaring siger mig, at folk – særligt de turister, der kommer til byen – vil have tradition og så vil de have smag. Begge dele finder de her”, siger Niccolò. Traditionen finder man også, når man sidder og betragter stedets hovedretter. Man kan få due, ossobuco tilberedt på Siena-maner, kanin, t-bone steak samt klassikeren bistecca alla fiorentina. ”Ja, når vi taler om tradition og hovedretter, så er der nok ikke så meget, der tiltaler veganer-segmentet”, siger Nicolo med et glimt i øjet. Læg hertil et gedigent vinkort med vægten lagt på de toskanske vine. Der er med andre ord dækket op til et vaskeægte toskansk måltid.
Taverna del Capitano
Via del Capitano 8
Tlf.: 0039-0577-28 80 94
Stedet har en Facebook-side
Osteria Il Grattacielo
Studerer man Sienas forskellige guidebøger, vil man hyppigt støde på restaurantanbefalingen ”Osteria Il Grattacielo”, der ofte beskrives som et Siena-must, især hvis man holder af den type atmosfære, som signalerer ”svundne tider”. Stedet ligger ti minutters gang fra Campo’en. Herfra går man gennem flere smalle gyder, og til sidst dukker Il Grattacielo (Højhuset) op, halvskjult under en middelalderhvælving. Stedets atmosfære mærker man i den grad, straks man træder ind i dette minutiøse, lavloftede lokale, der første gang slog skodderne op i 1840. ”Stedet her har eksisteret siden tiden før Italiens samling (i 1861, red.). Vi overtog Il Grattacielo i 1999, men før os har der været fem-seks andre ejer”, siger Luca Mancianti, der driver stedet med sin kone Emanuela Baldini. Borde og stole er halvskrammede og det lille osteria har vel cirka 12 kuverter - et antal som dog udvides i sommerhalvåret, hvor man også vil kunne sidde udenfor, under de imponerende hvælvinger. Ofte indtages det lille osteria af studerende fra det nærliggende universitet eller af franske turister, der dukker op med deres Routard-guide i hånden. Il Grattacielos stil er meget uhøjtidelig og familiær. Af og til stikker venner hovedet ind i gesjæften for at sludre lidt med Luca og Emanuela og få et glas vin, inden de fortsætter deres tur. Vælger man Il Grattacielo, så er det ikke for at få en moderne gourmet-oplevelse eller for at falde i svime over stedets menu, også fordi en sådan menu ganske enkelt ikke findes. ”Luca og jeg fungerer som en slags ‘levende menu’. Vi fortæller gæster om, hvad vi har at byde på den pågældende dag. Og så det er i øvrigt en menu, der ofte ændrer sig, alt efter hvilken sæson vi har, og hvilke råvarer vi kan få fat på”, fortæller Emanuela. Antipastaen består af et rigt udvalg af charcuterivarer, lokale oste, omelet-stykker, tørrede tomater, crostini med leverpate og andet godt. Blandt forretterne finder man Siena-klassikeren pici-pasta med toskansk oksekødssauce, en ret hvor den toskanske kødkvalitet kommer til fuld udfoldelse. Toscanas produktion af kvalitetskødprodukter slår ikke overraskende igennem på spisestederne i Siena, også hos Il Grattacielo. ”Vi har retter som pattegrise og svineribben, der begge er ovn-tilberedte samt den klassiske peposo-gryderet med oksekød. Og så må du gerne skrive, at vi ikke laver pizza”, siger Luca til sidst. Man vælger altså dette mini-spisested for intimiteten og for historien og for at nyde en lille bid at Sienas allerældste gastronomi-DNA.
Osteria Il Grattacielo
Via dei Pontani 8
Tlf. 0039-331 742 2835
Il Grattacielo har en Facebook- og Instagram-side
La Taverna di San Giuseppe
Ikke så få gourmander og madnørder hævder, at man ikke kan besøge Siena uden af have spist på ikon-stedet La Taverna di San Giuseppe, der går for at være leveringsdygtig i en af byens bedste spiseoplevelser. Ved indgangen bliver jeg da også mødt af næsten en hel væg af Michelin-skilte, der med al tydelighed signalerer, at vi her befinder os i den øvre kvalitetsmæssige del af byens restaurantscene. ”Vi startede San Giuseppe i 1998. Her i bygningen her lå tidligere et autoværksted”, fortæller Lorella Neri. Hun er en tredjedel af Neri-familien. De to andre tredjedele er husbond Marco, der har hånd i hanke med køkkenet, og sønnen Marco, der er sommelier. ”Siden 2001 har vi været nævnt i Michelin-guiden. Uden en stjerne, men dog nævnt. Og i visse perioder har vi også haft en Bib-gourmand benævnelse (der er en udmærkelse vedr. forholdet pris/kvalitet, red.)”, siger Lorella og smiler. ”Vores køkken er udpræget toskansk. Vi benytter mange gamle opskrifter, som så er blevet peppet lidt op med moderne drej”, siger hun og nævner fx en lasagna lavet med toskansk svinekød og iblandet rødvin, pici-pasta med vildsvin og karljohansvampe, tagliatelle-pasta med vildsvin og kakao samt braiseret toskansk oksekød, der har simret i en Brunello-vinlage i hele fire timer. Skønt vi er på et kvalitetsniveau over middel, så skal man ikke tro, at gæsterne sidder og småhvisker kultiveret til hinanden. Lydniveauet er markant – akkurat som på et folkeligt italiensk trattoria – og fornemmes nok højere grundet de lave lofter og runde hvælvinger, der minder én om, at man befinder sig i en bygning fra det 14. århundrede, som blev opført af etruskerne. Det historiske islæt kan man også få bevis for, hvis man stikker hovedet ned i den mørke og lidt støvede vinkælder, hvor blandt andet Gaia- og Sassicaia-vine er linet op i kasser. ”Min søn Marco er lidt af en vin-nørd. Han elsker at søge efter små ukendt vinproducenter, der laver kvalitetsvine. På grund af denne hobby har vi efterhånden nået næsten 800 etiketter på vores vinkort”, siger Lorella. Tjenerne, klædt helt i sort, svæver ind og ud imellem bordene, blandt andet for at tilberede den velsmagende og særdeles møre bistecca fiorentina foran klienterne. Også her er portionerne gavmilde og med priser – 15 euro for pastaretter og 20 euro for hovedretter – der bestemt ikke er overdrevne, synes man, at en generobring af Bib-gourmanden måske burde være inden for rækkevidde. Og mens man sidder og nyder stemningen, kan man komme ud for at overhøre en tjener, der til gæsterne ved nabobordet ytrer: ”Vores Tiramisù er universets bedste”. Den hopper jeg med på for at tjekke hans udsagn. Universets bedste? Tja, jo, måske. Men ok, den er faktisk god. Ligesom alt andet her hos La Taverna di San Giuseppe.
La Taverna di San Giuseppe
Via Giovanni Duprè, 132
Tlf.: 0039-0577-42 286
Jesper Storgaard Jensen (f. 1964) er dansker og har boet i Roma siden 1997. Han er uddannet som tolk/oversætter mellem dansk og italiensk. I perioden fra 1997-2008 arbejdede han på den danske ambassade i Roma, hvor han beskæftigede sig med italiensk politik, økonomi og kultur. Siden 2008 og frem til i dag har han arbejdet som freelance journalist, foredragsholder, fotograf, oversætter og rejseleder. Han er desuden forfatter og medforfatter til i alt ni bøger om Italia og Roma. Lige nu skriver han på en bog om italiensk True Crime, der er planlagt til udgivelse i 2026.
