Tekst og fotos: Jesper Storgaard Jensen
Rimini
meget mere end blot sol, sand og vand
Rimini, den berømte italienske badeby ved Adriaterhavskysten, har to ansigter. Sun-and-fun-ansigtet med kilometervis af livligt og kulørt strandliv på den ene side, og byens historiske centrum, der viser at Rimini en gang var en del af Romerriget, på den anden. Mat og Drikkehar været på besøg.
Det er efterhånden en del år siden, at den italienske badeby Rimini for alvor fik sig et navn ude i verden, også i Norge. Det var i 1970’erne, da horder af sol- og strandhungrende nordeuropæiske turister tog turen fra de nordlige breddegrader til Emilia-Romagna-regionen. Her kunne de vinterblege nordboere boltre sig på en 40 km. lang strand med sand, vand, sol og natlige udskejelser. Den italienske latin lover var dengang nærmest en attraktion i sig selv for mange eventyrlystne nordiske signorina’er. Og den mest berømte af de lokale latin lovers var uden tvivl Maurizio Zanfanti, hvis tilnavn var Zanza. Han arbejdede på Rimini-natklubben ”Blow Up” og blev ofte kaldt for ”Italias største playboy”. Den lokale presse skrev om Zanza, at han gennem tiden angiveligt havde været sammen med 6.000 kvinder fra Mellem- og Nordeuropa. Og det er som bekendt en ”hobby”, der tærer på fysikken, og da Zanza var blot 63 år gammel, kunne hjertet ikke mere. Efter han havde været sammen med en ung kvinde fra Rumænien, døde han af hjertestop.
I dag, flere årtier senere, har ikke meget ændret sig i Rimini - altså lige bortset fra, at latin loveren er blevet både umoderne og nok også lidt kitsch. Men hvis noget ikke har ændret sig, så er det Riminis popularitet. Året 2018 – dvs. før Covid-epidemien – var et absolut rekordår hvad angår antallet af besøgende turister: i alt 16 mio. besøgte Rimini i løbet af sommermånederne – det største antal gennem adskillige år. Under covid-epidemien og i tiden umiddelbart efter var byens turistsektor naturligvis i krise. Men i 2024 blev der registreret 15 mio. turister i den populære badeby som et bevis på, at de besøgende er vendt tilbage i stor stil.
I dag kommer de mange turister stadig i en lind strøm fra Nord- og Mellemeuropa og tidligere, dvs. for 10-15 år siden, faktisk også fra Rusland. Rekordåret i Rimini for russiske turister var 2013, hvor man registrerede hele 856.000 af slagsen. Det store russiske indryk varede i flere år og sås helt tydeligt, når man fx betragtede restauranternes menuer og butikkernes prisskilte, der tidligere var skrevet på italiensk, engelsk og ... russisk. Men Ruslands aggressive krigshandlinger over for Ukraine og Europas embargo-politik over for Rusland har vendt op og ned på den russiske turisme til Rimini. Således blev der i 2023 kun registreret 16.000 russere i badebyen.
Den dejlige strand
Rimini ligger som bekendt skulder ved skulder med Adriaterhavet. Stranden er så lang øjet rækker ... og lidt til. De forskellige badeanstalters strandparsoller står på rad og række i tusindvis som var de små ranke soldater i hære, der blot venter på at blive sluppet løs. Cykelbåde, beach-volley-baner, strandcafeer og –restauranter, duften af solcreme, strandspil, råben og skrigen, skvulpende bølger, alverdens sprog samt de små firkantede livredder-huse – hvor livredderne sidder og holder øje med badegæsterne i bedste amerikanske Bay Watch-stil – er blot nogle få ingredienser i denne kulørte strandmosaik. Den starter fra tidlig morgen og fortsætter til langt ud på natten, når en del af strandgæsterne søger mod dansegulvet i de legendariske mega-diskoteker, der tiltrækker unge fra hele Italia.
Strand- og feriebilledet bliver fuldkomment med de hundredvis (måske tusindvis?) af hoteller, der ligger på hvad der forekommer at være en ustoppelig række, ikke kun direkte ud mod havet, men også i små baggårde, og i det hele taget på steder hvor der kan mases, skubbes og proppes et hotel ind. Konkurrencen er benhård, og priserne er ofte banket i bund.
Der findes dog også hotel-undtagelser, der ikke ligefrem kører med spotpriser. Det mest berømte af slagsen er Grand Hotel Rimini, byens absolut mest legendariske hotel. Det åbnede i 1908, og i de efterfølgende mere end hundred år er det strømmet gennem dørerne med berømtheder: præsident Bush senior, den russiske præsident Gorbatjov, Lady Diana, Sharon Stone og en lang række andre Hollywood-stjerner. Mussolini mødtes hemmeligt på hotellet med sin elskerinde Claretta Petacci, inden de i 1945 gik i døden sammen. Og så var Grand Hotel også det foretrukne hotel for Riminis nok mest berømte borger, filminstruktør Federico Fellini, der var så begejstret for hotellet, at han brugte det som kulisse i flere af sine film, blandt andet i den berømte Amarcord.
Det er med andre ord her på stranden, at man møder det klassiske Rimini – det solcreme-indsmurte, ubekymrede, afslappede og helt igennem tilbagelænede Rimini der nyder stranden og ferien.
Byens andet ansigt
Men ... der findes rent faktisk en anden og nok mindre kendt udgave af Rimini. Det er det historiske, det kulturelle, dvs. den by der tidligere var en vigtig del af Romerriget og som formentlig var fløjtende ligeglad med badebolde, cykelbåde og dunkende diskorytmer.
Også her, i det andet Rimini, kan man ”møde” Fellini - langt fra al strand-hurlumhejet – helt præcist i det helt igennem fascinerende fiskerleje Borgo San Giuliano, der ligger blot ti minutters gang fra byens historiske centrum, ved siden af Marecchia-floden. Om Fellini fortælles det, at han elskede det lille San Giuliano-fiskerleje, og at han ofte gik tur her for at beundre områdets mange stærke farver, der pryder huse, hoveddøre, gavle, altankasser, gader og stræder. Ja, området kan vel bedst beskrives som en idyllisk og gigantisk farveeksplosion, hvor alle regnbuens nuancer kæmper om at overgå hinanden. Til glæde for den besøgendes synsnerve.
Her kommer Riminis udtalte stolthed over Fellini (der døde i 1993) til udtryk gennem en række smukke og farverige vægmalerier. Forskellige lokale street artists har gennem årerne har ladet sig inspirere af Fellinis filmunivers. At gå rundt her i dette farverige fiskerleje er nærmest som at være på en kunstnerisk opdagelsesrejse. Pludselig dukker et vægmaleri op, hvor Fellini sidder i hyggelig samtale med italiensk films nu afdøde førsteelsker, Marcello Mastroianni. Lidt senere møder man igen Mastroianni, denne gang i et hedt favntag med den svenske skuespillerinde Anita Ekberg (fra filmen La Dolce Vita), og drejer man om hjørnet endnu en gang, støder man på Fellinis kone, Giulietta Masina, der klynger sig fast til en lygtepæl med et kuriøst ansigtsudtryk og lidt senere dukker et kæmpepostkort, som Fellini har skrevet, op på en mur. Det er en aldeles pragtfuld måde at hylde Fellini på: et i forvejen farverigt fiskerleje får en ekstra dimension via en række ”biograf-effekter”. Der er ingen tvivl om, at Borgo San Giuliano er et must, når man er i Rimini!
Riminis Fellini-stolthed stopper dog ikke her, for naturligvis har byen også et Fellini-museum, som blev åbnet i 2021 og som man naturligvis bør besøge hvis man har ønsker om at komme helt tæt både på Riminis og Fellinis inderste sjæl.
En del af Romerriget
Fra San Giuliano kan turen gå videre over et af Riminis vigtigste arkitektursymboler, den mere end totusind år gamle Tiberio-bro, der blev opført i år 21 e.Kr., naturligvis for at gøre det muligt at krydse Marecchia-floden. Dette værk blev påbegyndt af kejser Augusto og færdiggjort af hans efterkommer Tiberio. Den stakkels kejser Augusto, der startede projektet, måtte således se sig forbigået, da broen skulle have sit navn. Til gengæld kan samme kejser Augusto glæde sig over at have sit navn stående på en anden af Riminis ikon-bygninger, Arco di Augusto (Augustos Triumfbue), der blev opført i år 27 f.Kr. .
Tiberio-broen er en af Italias ældste romerske broer og i sandhed et imponerende bygningsværk. Omkring broen finder man et grønt område, hvor de lokale ofte ligger og slapper af i græsset eller læser i medbragte bøger med frit udsyn til den gamle bro.
Disse to pragtværker – bro og triumfbue – står i hver sin ende af den omtrent 1,5 km. lange centrale gågade, Corso di Augusto – en gågade, der selv sagt minder en om, at byen, som nævnt, var en vigtig del af Romerriget.
Dette lange hovedstrøg udgør altså en attraktion i sig selv i byens historiske centrum. Her vil du finde masser af shoppingmuligheder samt Riminis to vigtigste piazza’er. En af disse er Piazza Cavour, hvor man især skal lægge mærke til den berømte konstruktion la vecchia pescheria, det gamle fiskemarked, der blev opført i 1747. Her lå engang et aktivt fiskemarked. I dag huser denne kendte konstruktion forskellige småmarkeder og blomstersælgere. Man skal især bemærke konstruktionens mange kolonner, der minder om Roms berømte Palazzo Spada, hvor man som bekendt kan beundre Borrominis lange søjlegang, der er konstrueret på en sådan måde at den skaber et optisk bedrag.
Riminis anden vigtige piazza – ja, nok den vigtigste – er Piazza Tre Martiri. Navnet ”de tre martyrer”, og minder den besøgende om de dramatiske begivenheder, der fandt sted under 2. Verdenskrig. Her på pladsen blev tre af Riminis modstandsfolk Mario Capelli, Luigi Nicolò og Adelio Pagliarani hængt af tyskerne d. 16 august 1944. Straks efter krigen, 1946, fik de tre martyrer piazza’en opkaldt efter sig.
Piazza’en er at betragte som Riminis mest attraktive ”dagligstue”. Her mødes pensionister, studerende, turister, lokale borgere m.fl. til en espresso, en spritz eller anden form for aperitif, mens de prøver at finde løsningsmodeller på flere af livets mest komplicerede problemstillinger og spørgsmål.
At smage på Rimini
Som enhver anden større italiensk by i provinsen har Rimini også sine gastronomiske traditioner. Og dem skal man naturligvis smage på for at ”komme tættere” på byen. Den vigtigste af dem er nok la piadina, der er lavet med et tyndt fladbrød, som måske mest af alt kan sammenlignes med et pitabrød. Det skæres over og flydes med alskens gode ting og sager. Gennem de senere år er piadina’en blevet så populær, at den nu også bliver ”eksporteret” til andre italienske regioner. Men også fettucine-pasta med ragù (kødsauce) er en lokal klassiker, der bedst nydes med en lokal rødvin lavet på sangiovese-druer. Og Riminis historiske centrum har faktisk indtil flere glimrende spisesteder, hvor man vil kunne nyde den gastronomi, der er typisk for Emilia-Romagna.
Andre attraktive spisesteder finder man også på eller i nærheden af strandområdet. Er man derude om aftenen, må man ikke snyde sig for en ganske særlig oplevelse – en tur op i det gigantiske panoramahjul. Det har snurret lystigt i flere år, er 55 m. højt, har i alt 28 kabiner og en max-kapacitet på 168 personer. Særligt om aftenen – når alle hjulets mange lys er tændt – udgør det en charmerende oplevelse. Oppe i toppen har man en storslået udsigt ud over Adriaterhavet og til begge Riminis ansigter – ned langs den berømte, lange strand eller ind mod byens historiske centrum.
Yderligere informationer om Rimini: