Tekst: Jesper Storgaard Jensen Foto: Nardini PR og Jesper Storgaard Jensen
Nardini
Denne artikkelen blir ikke oversatt.
- syv generationer af livets vand
Den norditalienske Nardini-familie har produceret grappa siden 1779 og er således et vaskeægte ikon - ikke kun i hjembyen Bassano del Grappa men også i italiensk virksomhedshistorie i al almindelighed. Først blev grappa'en brugt som medicin, siden betragtet som en slags fattigmandsvin. I dag producerer Nardini et forfinet og højsofistikeret Made in Italy-produkt, der nydes over hele verden. Mat og Drikke har smagt på varen og talt med Antonio Guarda Nardini om mere end 240 års familie- og virksomhedshistorie.
"At drikke spiritus gavner kollektivet ud fra et socialt synspunkt i langt højere grad end de skader den selv samme spiritus risikerer at forårsage på vort legeme".
Citatet er underskrevet Sir Kingsley Amis, tidligere britisk forfatter og alkoholindtager af guds nåde, der altid var på jagt efter en god provokation. I hans essay Everyday Drinking, vedrørende den ædle kunst at indtage alkoholiske drikke, fastslår den gode Amis, at kunsten at destillere druekvas, frugter og kornsorter er blevet opfundet i Italia omkring det 12. århundrede.
På omtrent samme tidspunkt er en af Italias mest kendte og fotograferede broer opført. Den er rød, af træ og dens oprindelse kan dateres tilbage til starten af det 13. århundrede. Den røde malling afskaller på mange steder, og dens generelle helbred kan ikke just siges at være i top. Faktisk har den været lukket i flere perioder på grund af ustabilitet. Alligevel er den så berømt, at den bærer hele tre forskellige navne. Det officielle er Ponte Vecchio - Den Gamle Bro. De andre er Ponte degli Alpini, efter Italias bjergsoldater kaldet gli Alpini, og Ponte di Palladio, efter broens berømte arkitekt Andrea Palladio. I 1569 gennemførte han en gennemgribende ombygning af broen, der vendte op og ned på det oprindelige projekt. Under broen løber Brenta-floden og i baggrunden ses Venetos Grappa-bjergkæde, hvis højeste tinde, Cima Grappa, når op i 1.775 meters højde.
Intet under at dette pragtfulde ikon - bro, flod og bjerge - tilsammen udgør Bassano del Grappas klassiske postkort, byens mest fotograferede punkt og således også et arkitektonisk visitkort hvis vigtighed er på linie med fx. Romas Colosseum eller Milanos domkirke.
På min første dag i Bassano del Grappa kan jeg se sne på toppen af Grappa-bjergene. Samtidig har jeg en helt anderledes vinkel til den gamle bro. Et udsigtspunkt, der er helt nyt i forhold til det klassiske Bassano-postkort. Jeg befinder mig på en balkon, der tilhører byens andet ikon, Nardini-familien, byens berømte producent af grappa - italiensk brændevin. Indenfor, i direktionslokalet, befinder Antonio Guarda Nardini sig. Han er vendt tilbage til Bassano efter adskillige år i USA og er syvende generation i Italias mest prestigefulde grappaproducerende familie.
Jo, den er god nok ... syvende generation! Nardini har produceret grappa siden 1779, hvilket gør familien til Italias suverænt ældste grappa-producent.
Antonio Nardini viser mig med hen til Nardini-familiens imponerende generationstræ, der klædeligt er hængt op i direktionslokalet. "Ja, det ser jo fuldstændig rodet og mere eller mindre uoverskueligt ud", siger han og griner, mens han indikerer det imponerende træ og forklarer, hvorledes de forskellige familieforhold hænger sammen - onkler, tanter, brødrer, nevøer, fætre, kusiner og bedsteforældre, grene der begynder at vokse vildt og andre der pludselig knækker af. En hær af personer, alle hver med sit liv men som i hvert fald har én ting til fælles: de er alle en del af Nardini-familien.
På lokalets endevæg hænger han, familieoverhovedet, stifteren, the man himself, Bortolo Nardini. "Det er ikke med sikkerhed fastslået, hvornår Bortolo helt præcist kom til Bassano, men i hvertfald i anden halvdel af det 18. århundrede og formentlig på en form for flodpram fra byen Segonzano i Trentino-regionen. Han har formentlig været en bonde, der som så mange andre levede af at bringe tømmer via Brenta-floden til Venedig, hvor det jo skulle bruges til at bygge lagunebyen. Her i Bassano er vi omkring 110 km. fra Venedig. Og det er også muligt, at han har haft erfaring med at lave hjemme-grappa, for det var en beskæftigelse som rigtig mange familier i Trentino-regionen gav sig af med", fortæller Nardini.
Faktum er, at Bortolo Nardini tilbage i slutningen af det 18. århundrede revolutionerede måden at lave grappa på. Dengang kørte brændevins-destilatørerne med deres hestevogne fra ejendom til ejendom og destillerede den druekvas, der var blevet til overs efter vinproduktionen. Faktisk er der stadig mange huse i Trentino og Veneto, der den dag i dag er udstyret med store kar, hvori man i sin tid opbevarede druekvasen. Det var med andre ord en omrejsende aktivitet.
Bortolo fik imidlertid en helt ny idé, som han ønskede at føre ud i livet i Bassano. Hér forelskede kan sig i et lokale - opført i det 12. århundrede og som man stadig kan besøge i dag - der lå lige ved siden af den gamle bro. Og her besluttede han sig for at blive Italiens formentlig allerførste officielle grappaproducent. Han indrettede sig således, at han kunne tage imod de vinbønder, der på tømmerflåder bragte deres druekvas til Bassano for at få det destilleret. Samtidig begyndte han at udskænke grappa til de folk, der transporterede tømmer til Venedig og som ønskede at gøre et stop på den lange tur. Bortolos filosofi var altså: hvorfor tage rundt til de forskellige vinbønder og destillere brændevin, når de kan bringe deres druekvas til mig?
Krig og kugler
Ganske overraskende var Nardinis grappa dog ikke i overvejende grad målrettet mod et nydelsesmæssigt konsum, som vi kender det i dag.
"I dag bruger vi mest af alt termen grappa, når vi taler om italiensk brændevin. Men den korrekt term er faktisk acquavite, hvilket betyder 'livets vand'. Det skyldes, at grappa'en i sin tid blev konsumeret af helbredsmæssige årsager. Og faktisk kunne den i mange år kun købes på de italienske apoteker, længe inden den farmaceutiske sektors industrielle udvikling. Fx. brugte man grappa'en sammen med varm mælk og honning og effekten var omtrent den samme som vore dages brusetabletter. Det vil sige, at det var noget, man brugte, når man følte sig 'nede', fysisk svækket eller havde en begyndende influenza. Og faktisk blev det samme middel også brugt til børn, naturligvis i små mængder. Det var selv sagt ikke specielt politisk korrekt, men sådan var det", fortæller Antonio Nardini med et smil.
Nardinis første handelsaktiviter i Bassano foregik omtrent på samme niveau som den lunefulde Brenta-flods vandspejl. Floden er gennem århundreder er gået over sin bredder et utal af gange, hvilket gennem tiden har kostet mange af Nardinis historiske dokumenter livet. Et af virksomhedens ældste bevarede dokumenter, fra 1889, omtaler imidlertid virksomhedens 100 års-jubilæum i forbindelse med den første licens til grappaproduktion, der altså blev givet i 1779.
Bortolo Nardinis valg af virksomhedsadresse lige ved siden af Bassanos gamle bro, har udover oversvømmelser givet anledning til en del anden tumult. For Bassano-området - og byens gamle bro i særdeleshed - har til alle tider været af stor strategisk vigtighed i forskellige krige mellem Frankrig og Østrig samt Østrig og Italien. I de gamle dage var der ikke mange broer over Brenta-floden, så Ponte Vecchio var ekstrem vigtig. Historisk set har området omkring Bassano været underlagt både den Venezianske Repubblik, Frankrig og Østrig i flere forskellige omgange, inden området endelig blev italiensk. Krigene har floreret, og det berømte slag ved Caporetto i 1917, da østrigske, ungarske og tysker styrker i fællesskab udradderede de italienske tropper, fandt sted ikke langt fra Bassano.
"Når du står på broen her nedenfor så læg mærke de mange skudhuller, man kan se i Nardinis facade. Det er små hullede souvenirs fra forskellige væbnede konflikter gennem tiden. Selv om vi har restaureret facaden flere gange, har vi altid ladet hullerne være. De minder os om vores konfliktfulde fortid", forklarer Nardini.
Krigen fra 1917 betød imidlertid ikke kun krudt og kugler samt et markant fald i Nardinis grappa-produktion. Den førte ganske overraskende også positive sider med sig, for da de mange italienske soldater, der var udstationeret i Norditalien, efter endt 1. Verdenskrig rejste tilbage til deres hjembyer i alle dele af støvlelandet, havde de i mange tilfælde bragt en Nardini-grappa med sig hjem. Den havde de tidligere drukket i skyttegravene for at varme sig, og nu skulle den naturligvis med hjem som souvenir. Således gik det til, at Nardini blevet kendt over hele det italienske territorium, hvilket lidt efter lidt førte til, at Nardinis grappa fik status af at være hele Italias nationalgrappa.
"Nardini har til alle tider haft et tæt forhold til den italienske hær. Det siger sig selv, at vi er imod alle former for krigsførelse, men historien har maget det således, at Nardini tidligere var 'leverandør' til de italienske tropper. Og da Ponte Vecchio-broen sidst blev genopbygget - i 1948, efter 2. Verdenskrig - blev dette gjort af vores Alpini-soldater, og med en størrer Nardini-financiering", fortæller Antonio.
Hertil kan i øvrigt tilføjes, at broindvielsen fandt sted med den daværende italienske premierminister Alcide De Gaspari i spidsen. Og den flaske som De Gaspari lod splintre i tusinde stykker, som tegn på at et nyt stykke brohistorie kunne begynde, var ikke en champagne men naturligvis en Nardini-grappa.
Farvel til fattigmandsprædikatet
I Italia produceres årligt omkring 40 mio. flasker grappa, hvoraf 30 procent går til eksport. På hjemmemarkedet har Nardini en markedsandel på 25 procent af produktionen af kvalitetsgrappa. Omkring 82 procent af virksomhedens samlede produktion konsumeres i Italia og de resternde 18% er eksport, særligt til Tyskland.
"Hvad angår vores hjemmemarked var Italia tidligere delt i tre bælter. Grappa'en blev mest drukket i Norditalia, mens sambuca'en især var et mellemitaliensk fænomen. Endelig var der så limoncello'en der mest blev drukket i Syditalia grundet den store tilstedeværelse af citronplantager. I dag, i vores globaliserede verden, er denne situation langt mere blandet end tidligere. I dag drikkes grappa også i Syditalia mens Norditalia for længst har taget limoncello'en til sig. Nardini laver for øvrigt også en grappa, der minder meget om limoncello'en - grappa di cedro - grappa lavet på frugter fra cedertræer. Hvis du derimod betragter kampen om de internationale markeder, så har lande som England og Frankrike altid haft store fordele i forhold til Italia. Det skyldes først og fremmest, at de er tidligere kolonilande, og at de gennem deres kolonier har været dygtige til produktplacering og til at give deres egne traditioner videre. I mange tidligere britiske kolonier er traditionen med gin&tonic samt whisky særdeles stærk. Og tænk så på, at Frankrike eksporterer noget i retning af 80 procent af deres samlede produktion af cognac og armagnac. Det skyldes først og fremmest deres tidligere kolonier. Vores stærkest kort er derimod Made in Italy-konceptet", siger Nardini.
Gennem mange år har grappa'en haft ry som en slags fattigmandsbrændevin, hvilket især skyldtes, at grappa'en blev til ved brug af restproduktet fra den "rigtige" vinproduktion. Men ganske langsomt er det lykkedes for både producenter og for grappa'en selv at slippe af med fattigmandsstemplet. Det skyldes, at produktionsmedtoderne lidt efter lidt - og særligt i de sidste 3-4 årtier - er blevet stadigt mere sofistikerede og forfinede. Særligt efter at man - efter anden verdenskrig - begyndte at fjerne vindruernes stilk. Produktionsudviklingen er fortsat med fokus på kvalitet, og i 1970'erne opfindes en metode, som sænker temperaturen yderligere under destilleringsprocessen, hvilket gør det muligt at udtrække endnu mere smag af druekvasen.
I dag er fattigmandsprædikatet en saga blot, og stort set alle de mere end hundrede grappa-producenter, der i dag findes i Italia, fokuserer udelukkende på kvalitet. For at fremme kvaliteten af og kendskabet til grappa'en stiftedes i 1996 ”Det Nationale Grappainstitut”, der har alle Italias grappa-producenter som medlemmer.
Arkitektonisk vidunder
"Nu har du set antik artiktektur - repræsenteret ved den gamle bro -, så nu synes jeg, at vi skal tage ud og se på noget moderne arkitektur", siger Antonio Nardini til mig med et underspillet smil. Jeg ved, hvad han mener, og begynder så småt at glæde mig til hvad jeg tror vil blive en æstetisk oplevelse ud over det sædvanlige.
Få minutter senere sidder vi i hans bil på vej ud af Bassano. Vi bevæger os i retning af Nardinis produktionenhed, der ligger et kvarters kørsel udenfor byen. Her blev i 2004 tilføjet endnu en kapitel i historien om, hvorledes arkitekturikoner og grappa kan gå hånd i hånd.
"2004 var året, hvor vi kunne fejre 225 års jubilæum, og det syntes vi skulle markeres. Tradition er selvsagt et kodeord i vores familie- og virksomhedshistorie. Det samme er fornyelse, dvs. den fornyelse der konstant har fundet sted gennem produktudvikling. Derfor var vi ude efter en bygning, der symboliserede fornyelse som koncept", forklarer Antonio Nardini, mens vi står og betragter, hvad mange anser for at være et sandt arkitektonisk mesterværk, opført af den romerske-litaunske arkitekt Massimiliano Fuksas. Han er en superstar-arkitekt omtrent i samme kategori som landsmanden Renzo Piano. I Italia er Fuksas også kendt for sin åbenmundethed, hvilket ofte efterlader et hav af diskussioner og polemikker i hans kølvand. Polemisk eller ej - har man set Nardinis såkaldte Bolle (Dråber) - som minder om to rumskibe, der ved en fejl er landet udenfor Bassano - er man klar til at skrive under på, at Fuksas er fuldstændig genial.
"Vi fra Nardini sad sammen med Fuksas og nød en middag på Birraria Ottone i Bassanos centrum. Vi talte om projektet, da Fuksas pludselig kaldte på tjeneren og bad om en ny tallerken. Han vendte tallerkenen på hovedet, tog en tusch frem, slog nogle streger og rakte mig så tallerkenen med ordene: her er jeres projekt", beretter Antonio.
At resultatet af Fuksas' hastige streger siden er blevet kaldt "et af de smukkeste eksempler på moderne italiensk arkitektur" forstår man, når man står foran hans to store dråber. Det er æstetik, futurisme, leg, fantasi, detalje, opfindsomhed, revolution og provokation i ét stort og smukt sammensurium. Og så passer projektet perfekt ind i de fysiske rammer, som landskabsarkitekten Pietro Porcinai, tidligere havde skabt.
De to gennemsigtigte glasbygninger indeholder laboratorium og konferencesal, og alt i dem er højteknologisk. Antonio Nardini tager mig med indenfor. Vi kører med en "asymetrisk elevator" op til konferencelokalet, hvor han med et tryk på en knap aktiverer konferencesalens cirka hundrede sæder, hvis ryglæn langsomt rejser sig, hvorefter en Nardini-reklamefilm begynder at køre hen over det hvide lærred.
Senere begiver vi os endnu en etage op, til laboratoriet.
"Her laver vi konstant stik- og kvalitetsprøver. Og da vi er en virksomhed, der har med alkohol at gøre, skal vi hele tiden levere produktprøver til de kontrollerende myndigheder", forklarer han.
Vi ender vores modernistiske high tec-tour i Nardinis showroom, hvor alle virksomhedens produkter står på rad og række - i alt 23 forskellige flasker. Her finder du flasken med den grønne etikette Grappa 40, den klassiske hvide grappa samt en lang række af aromatiserede grappa'er - fx. med cederfrugter, mandler og enebær. Men også den populære røde Tagliatella - som vi vender tilbage til - er at finde, side om side med Nardinis "Rolls Royce-grappa'er" - de såkladte grappa riserva'er, der har ligget på fad af slovensk træ i tre år.
En af grappa'erne skiller sig imidlertid ud fra de andre: Antonio rækker ud efter virksomhedens topprodukt - Grappa Riserva 15 anni.
"Det her er sådan en rigtig herregrappa. Den har ligget på fad i 15 år og har en alkoholprocent på 50. Officelt kalder vi den for en meditationsgrappa. Den er storslået efter en endt middag sammen med en god cigar og et stykke mørk chokolade, mens man sidder behageligt og funderer over livet. Tyskerne er vilde med den", siger han.
På grappa-cafè
Efter endt besøg hos "Fuksas' rumskibe" er vi atter tilbage i Bassano, hvor Antonio vil vise mig det gamle lokale som Bortolo købte for mere end to hundrede år siden. Vi går først i vinkælderen hvor adskillige vægge prydes af ældgamle Nardini-flasker.
"Disse flasker kan ikke længere drikkes, men de giver et godt indtryk af tidens gang. Hér, hvor vi står nu, er vandet fra Brenta-floden trængt igennem adskillige gange", forklarer Antonio, hvorefter vi går op til Nardinis grappa-cafè.
Det lille lokale, der emmer af historie, er forlængst optaget i den italienske forening Historical Places of Italy, der samler historiske cafeer, restauranter og hoteller. Cafeen er gennem tiden blevet frekventeret af en lang rækker af pinger - (naturligvis) med fuldebøtten Hemmingway i spidsen. Den stordrikkende britiske forfatter opdagede grappa'en netop her i Bassano og omtaler den sidenhen i sin kendte roman Farvel til våbnene.
"En historie, jeg holder af at fortælle, handler om den nu afdøde engelske dronningemoder, der var meget glad for Nardini-grappa. Hun havde mange bekendtskaber her i Norditalia, typisk italienske adelige der stammer fra den tidligere italienske kongefamilie. Da hendes datter, Elisabeth II, blev kronet til dronning i 1953 var Nardinis grappa den eneste stærke spiritus der blev nydt under festmiddagen. Og senere, i 1987, da dronningemoderen var på rundrejse i Norditalia, insisterede hun på at kommer her til Bassano for at besøge vores grappa-cafè. Vi har et foto af hende udenfor indgangen", fortæller Antonio, inden han rejser sig for at agere bartender.
Han serverer tre forskellige grappa'er for mig. Den første er det såkaldte grappa-shot, der også går under navnet Nardini Aperitivo ... en hurtig halsvarmer, der består af den røde Nardini Tagliatella tilsat et skud selz og en pyntelig citronskive. Der kommer flere grappa'er på bordet alt imens flere af de lokale lige stikker hovedet indenfor for at få et hurtigt Nardini-shot.
Naturligvis insisterer Antonio på, at vi skal slutte af med Grappa Riserva 15 anni. Han skænker og jeg drikker langsomt den ravfarvede vædske. Den er på én gang varm, fyldig, krads, blød og rund. Noterne går fra tobak over flere forskellige nuancer af træ, der stammer fra den lange lagringsperiode på fad.
Som jeg sidder dér på Nardinis grappa-cafè, som Bortolo erhvervede for mere end 240 år siden, tæt ved Andrea Palladios gamle røde bro, kan jeg mærke hvorledes syv generationer af livsvand ikke kun varmer i mund og svælg men også giver mig en følelse af, at jeg befinder mig på et sted, der har noget udødeligt over sig.
"Jeg har ikke selv børn, men det har adskillige af min fætre og kusiner, og ottende generation er allerede klar", siger Antonio Nardini og slår sit glas imod mit.
Faktaboks om Nardini-grappa
Den italienske term "grappa" stammer fra det middelalderlatinske "grappolus", der betyder "drueklase". Grappa'en destilleres på druerester fra vinproduktion og svarer til den franske "marc".
Nardini bruger næsten udelukkende druekvas der stammer fra rødvinsdruer, og som i overvejende grad kommer fra områder i det nordøstlige Italien. Til produktionen af de enkelte grappa-typer benytter Nardini ofte at samle destilleringen af en række forskellige druer.