top of page
Ischia 1.jpg

ISCHIA

Tekst og foto: Jesper Storgaard Jensen

For krop
  og sjæl

Øen Ischia, der ligger i den napolitanske bugt, er kendt for sine smukt beliggende termiske bade. Ischia har også kælenavnet "den grønne ø" på grund af sin smukke natur. Hvad enten du har fokus på varme kilder eller grøn natur, så er Ischia det perfekte sted til selvforkælelse og wellness. Mat og Drikke har været på en selvforkælelsestur. 

I 1949 besøgte den amerikanske forfatter Truman Capote for første gang Ischia. Han søgte et roligt sted med en smuk natur for at finde inspiration til den roman, han var i gang med. Hans besøg fik dog ikke ligefrem en heldig start.

 

Da han gik fra borde fra den båd, der havde bragt ham til øen, snublede han og slog sit armbåndsur i stykker. Capote blev dog ikke vred over det, der var sket. Han tog det derimod som et tegn på, at tiden ikke er vigtig på Ischia. 
 

Det er den italienske forfatter Raffaele La Capria, der beretter om denne episode i rejsefortællingen "Ultimi viaggi nell'Italia perduta" (De sidste rejser i et forsvundet Italia).

 

I dag, mere end 75 år senere, spiller fænomenet tid stadig en vigtig rolle på Ischia. For når du kommer til øen midt i den napolitanske golf, er det nærmest som at træde ind i en tidslomme. Her hersker en helt anden ånd, en slags solurs-mentalitet, som om tiden har stået stille i flere årtier. Og det til trods for, at Ischia blot ligger en lille times sejltur fra fastlandet. 

De historiske vulkaner

I det 8. århundrede f.Kr. slog de gamle grækere sig ned her på øen. De var især tiltrukket af det smukke landskab, den frugtbare jord og af de mange termiske kilder. Ja, faktisk er det netop disse varmekilder - der er skabt af øens underjordiske vulkan-aktiviteter – der har gjort Ischia kendt i hele verden.

 
Jo, vulkanen er til stede og rumler stadig i ”øens mave”. Alligevel er der ingen grund til at være bekymret over varme lavastrømme, der risikerer at ødelægge ens ferie. Det seneste vulkanudbrud på Ischia stammer tilbage til 1302. Siden da har øen udelukkende nydt godt af de naturfænomener, de underjordiske vulkanaktiviteter har skabt - kilder, bassiner og vandfald, der alle kan bidrage til at skabe et usædvanligt velvære. 


Ischias varme kilder blev for alvor kendt for deres positive indvirkning på helbreddet i 1588, da den lokale læge Giulio Iasolino skrev bogen "De' remedy naturali che sono nell'Isola d'Ischia" (Om naturlige helbredende midler på øen Ischia), hvori han nøje beskriver øens 35 forskellige varmekilder, deres vands kemiske sammensætning og hvilke dårligdomme de kunne helbrede. Det var Giulio Iasolinos pionerarbejde, der for alvor gjorde Ischia kendt som øen med kurbadene. 

Ischia 2.jpg

Op gennem det 19. Århundrede var det særdeles populært blandt Europas kongelige og adelige familier, samt hos det bedre borgerskab, at besøge Ischia i sommermånederne for at slappe af og nyde de mange varme kilder.

 

Desværre blev der i 1883 sat en brat stopper for denne type nydelsesturisme, da et usædvanligt kraftigt jordskælv ramte Ischia. Et minuts intens rysten satte Ischia adskillige årtier tilbage i tiden. Naturkatastrofen var den værste i Ischias historie og dræbte mere end 1700 personer og sårede omkring 500.
 

I dag, århundreder efter Iasolinos berømte bog er Ischias image som øen med de varme vandkilder fuldstændig intakt. Ischia udgør den perfekte destination for den nydelsessøgende turist, der har lyst til at lade krop og sind kærtegne af omkring 30 forskellige vulkanske kilder og mere end hundrede forskellige former for mindre varmekilder.

Fantastiske spa-bade

En af Ischias mest kendte spabade er Negombo, beliggende i Lacco Ameno-distriktet. Det åbnede i 1972, og har gennem årene fået ry som et slags jordisk paradis for selvforkælelse.

 

Her vil du kunne finde i alt 29 bassiner i forskellig størrelse og med vand af forskellige varmegrader, der alle har en eller anden form for sundhedsfremkaldende kvaliteter. Nogle af disse pools er bygget ind i klippeskråningerne og således omgivet af grøn vegetation.

Ischia 7.jpg

Du vil fx finde en japansk poole med tusinder af småsten, hvor kodeordet er fodmassage. Du vil kunne kunne gå gennem en pool, hvor vandets temperatur henholdsvis stiger og falder, og så vil du kunne placere dig i et større bassin, hvor 38 grader varmt vand plasker lystigt på din skuldrer og således udøver massage af ømme muskler og myoserramte kropsdele.

 

De fleste af Negombos bade og bassiner er beliggende på et højdedrag, hvorfra man har en pragtfuld udsigt til San Montano-stranden og dens turkisblå vand. 
 

To andre kendte spa-lokaliteter på Ischia er Giardini Poseidon og Cavascura. 

Postkort fra Sant'Angelo 

Af Truman Capotes dagbøger fremgår det, at han elskede at besøge Ischias Sant'Angelo-lokalitet, på øens sydlige del. Det vil du hurtigt forstå, når du selv har besøgt dette charmerende fiskerleje, hvor biler er forment adgang. Her har man mest af alt en følelse af at spadsere rundt i et gammelt italiensk postkort fra 50'erne. 
 

Lige uden for Sant'Angelo vil du finde noget så kuriøst som en juice-institution. Det drejer sig om il Piccolo Chiosco (Den Lille Kiosk), der har ligget her i mere end 60 år. Den nuværende ejer Enzo Mattera fortæller mig, at hans mor åbnede kiosken i starten af 60'erne. Og siden 80'erne har det været Enzo selv, der åbner biksen omkring påsketid, hvorefter han presser friske citrusfrugter frem til november. De organiske citroner, der vokser vildt, kommer fra Ischia, hvorimod appelsinerne kommer fra Calabrien og Sicilien.
 

"Her har vi hverken elektroniske eller mekaniske hjælpemidler. Det hele bliver gjort med håndkraft", siger Enzo med et stolt smil, mens han presser et par saftige appelsiner.
 

Det daglige liv i Sant'Angelo er centreret omkring områdets eneste piazza, den lille centrale Piazzetta Ottorina Troia. Herfra udgør en small brostensbelagt sandtange vejen ud til Sant'Angelo-bjerget, hvor der ligger historiske hoteller og restauranter.

 

År tilbage var fiskerlejet aktivt, når de lokale fiskere kom ind fra havet med deres fangster. Og hvis man skruer tiden endnu længere tilbage, var Sant'Angelo sågar en populær anløbshavn for pirater. I dag ser man hverken klapper for øjet eller sørøverhatte men derimod Rayban-solbriller, sejlersko og solbrændte vindersmil, når lystyachterne lægger til. 

Ischia 5.jpg

Gennem tiden har Sant'Angelos skønhed, ro og tilbagelænede charme tiltrukket både turister og VIP'ere i hobetal.

 

Den lokale gæstebog kan fremvise navne som Peter Sellers, de italienske filminstruktører Vittorio De Sica og Pier Paolo Pasolini, Sofia Loren, Sting, vores egen Henrik Ibsen samt den chilenske digter Pablo Neruda om hvem det fortælles, at han elskede at svømme rundt blandt Sant'Angelos klippeformationer.
 

Omkring Piazzetta Ottorina Trois vil du finde chikke butikker, svejende palmer, hyggelige cafeer og restauranter der udover en indbydende fiskemenu også lokker med smukke havudsigter. Om sommerne løber de lokale unger og spiller beach-fodbold på en smal sandtange.  
 

En anden form for nydelsesturisme, man ikke må snyde sig selv for, når man er i Sant'Angelo, er en tur med den lokale vandtaxi, der på 10 minutter vil fragte én til en af områdets bedste strande, Spiaggia dei Maronti. Den cirka tre kilometer lange stand har pragtfulde badeforhold og adskillige små strandrestauranter.

 

Ikke langt herfra ligger en anden af Ischias store attraktioner, la Sorgente della Cava Scura, angiveligt Ischias ældste grotte med egen varmekilde. 

Den grønne ø

At Ischia også har fået tilnavnet "den grønne ø", vil du forstå, hvis du tager turen op til Mount Epomeo, øens centrale bjerg hvis top ligger 800 meter over havets overflade. Herfra vil du have en svimlende smuk udsigt udover store dele af Ischias 46 km2. Naturelskere vil med fordel kunne booke en lokal guide, der vil kunne guide rundt på nogle af øens mange naturstier.
 

En anden naturattraktion på Ischia er la Mortella-haven. Den er at regne som en af Italiens mest fascinerende haver og er tidligere blevet valgt som "Italiens smukkeste have" af det amerikanske selskab, Briggs & Straton, der producerer haveredskaber.

 

Det var den britiske komponist William Walton og hans kone Susana, der skabte haven i 1949. William og Susana var - ligesom Truman Capote - kommet til Ischia for at finde stilhed og idyl. Det fandt de til fulde ...  ja, faktisk i en sådan grad, at de besluttede sig for at slå sig ned her for resten af livet. I 1956 hyrede de den verdensberømte britiske landskabsartitekt Russel Page, der fik til opgave at designe en have, der skulle blande naturens egen skønhed med den menneskeskabte. 
 

La Mortella, der ligger i Florio-distriktet, dækker et areal på 16.000 m2. Her vil du finde 800 forskellige planter og blomster samt fontæner, vandfald, en utrolig farverigdom, smukke udsigter, små templer, idylliske søer og sågar et græsk tempel, hvor der ofte arrangeres udendørskoncerter. Et besøg hos la Mortella er et absolut must for haveelskere.  

Ischia 3.jpg

Kaninføde

Både spa-øen og den grønne ø er perfekt kælenavne for Ischia. Skulle man søge efter et tredje kunne det være gastro-øen, for Ischia har en lang gastronomisk tradition, der især har fået inspiration fra det napolitanske køkken.

 

Den stærke røde chilipeper vokser vildt på øen og den er med til at give et dejligt kick til mange lokale retter, blandt andet den populære klassiker coniglio di fossa, en kaninragout der laves med lokale vilde kaniner. Retten er faktisk så populær, at du vil kunne finde omkring 35 forskellige varianter af den på øen. 
 

Vindyrkning på Ischia kan dateres helt tilbage til det 8. århundrede f.Kr., da de gamle grækere startede denne fritidssyssel. I dag bruges de lokale druer til produktion af både hvidvine som Biancolella og Forastera, samt rødvine som Guarnaccia og Cannemela. 
 

Rundt omkring på øen vil du kunne finde vinproducenter der tilbyder smagsprøver af egen produktion. Hvis du har en kræsen gane, der kræver høj kvalitet, kan jeg anbefale at prøve Casa d'Ambra-vinhuset i Forio-distriktet. Her vil du kunne både smage og købe Ischias bedste vine.

 

Casa d'Ambra blev grundlagt tilbage i 1888, og mon ikke Truman Capote kom forbi her for at smage på den gode lokale nektar, mens han var på Ischia. Naturligvis uden at bekymre sig alt for meget om tiden. 

Info om Ischia

Sådan kommer du til Ischia:


Der findes flere daglige færgeforbindelser fra Napoli til Ischia. Sejltiden er på cirka en time. 

Ischias spa-lokaliteter:


Negombo - https://negombo.it/
Giardini Poseidon - https://www.giardiniposeidonterme.com/
Cavascura - http://www.cavascura.it/terme/

La Mortella-haven - https://www.lamortella.org/
Casa d’Ambra vine - http://www.dambravini.com/

Jesper Storgaard Jensen (f. 1964) er dansker og har boet i Roma siden 1997. Han er uddannet som tolk/oversætter mellem dansk og italiensk. I perioden fra 1997-2008 arbejdede han på den danske ambassade i Roma, hvor han beskæftigede sig med italiensk politik, økonomi og kultur. Siden 2008 og frem til i dag har han arbejdet som freelance journalist, foredragsholder, fotograf, oversætter og rejseleder. Han er desuden forfatter og medforfatter til i alt ni bøger om Italia og Roma. Lige nu skriver han på en bog om italiensk True Crime, der er planlagt til udgivelse i 2026. 

Jesper colors_.jpg
bottom of page