Castello di postignano
Tekst og foto: Jesper Storgaard Jensen
Et moderne mirakel i Umbrien
Arkitektonisk passion, historisk forskning og restaureringsevner er nogle af nøgleordene i historien om en lille umbrisk bjergby, Castello di Postignano, der for år tilbage blev forvandlet fra en forladt spøgelsesby til en skinnende perle. Mat og Drikke har besøgt Castello di Postignano for at finde ud af, hvordan denne fascinerende forvandling fandt sted.
”I Castello di Postignanos gyldne æra, det vil sige i det 16. og 17. århundrede, havde byen omkring 60 boliger og cirka 400 indbyggere. Den blev faktisk betragtet som rig, og de vigtigste erhverv var forarbejdning af jern og så selvfølgelig dyrkning af jorden her i området. Men mange levede også af at farve tøj.
Da jeg fandt ud af, at hele byen var til salg, blev jeg virkelig interesseret. Efter at jeg i mange år havde arbejdet med store restaureringsprojekter og restaurering af museer var det nok min højeste ambition at restaurere en hel bjergby.”
Gennaro Matacena, arkitekt fra Napoli, smiler til mig, mens han fortæller om begyndelsen på en historie, der let kan defineres som ”ud over det sædvanlige”. Vi sidder og taler et sted, hvor vi kan nyde en udsigt i fugleperspektiv ud over en lille del af Valnerina-området i det sydøstlige hjørne af Umbrien.
Nede i dalen løber Nero-floden. Samtidig har vi udsigt til en lang og snoet vej, der bugter sig ind og ud af skovområder, der er så idylliske, at man ganske givet ville have lyst til at stoppe bilen ved hvert vejsving for at skyde nogle fotos.
Jeg har besluttet mig for at besøge dette afsidesliggende sted i Umbrien, der for nogle år siden tog masser af avisoverskrifter. Skabertrang og skønhed er blot to kodeord for at beskrive, hvad der ligger til grund for Castello di Postignanos eksistens anno 2025. Det ville dog være nemt at komme i tanke om en række andre kodeord, fx historie, antropologi, turisme og arkitektur.
Når man ankommer til Postignano og ser sig omkring, er man ikke spor overrasket over, at Italiens største dagblad, Corriere della Sera, har kaldt den arkitektoniske genfødsel af Castello di Postignano for ”et moderne mirakel”.
På samme måde sendte den tidligere præsident for den italienske republik, Giorgio Napolitano, ligefrem sine personlige komplimenter til projektets to hjerner, arkitekterne Gennaro Matacena og Matteo Scaramella.
Og efter at projektet var blevet tilendebragt – for nu cirka et årti siden – udformede selveste UNESCO et officielt notat, hvori projektet beskrives som ”en effektiv fortolkning af UNESCO's værdier, der vedrører beskyttelse af landskab og miljø”.
I dette imponerende restaureringsprojekt er der ikke én sten, der ikke ligger eller sidder hvor den skal. Der er taget hånd om hver eneste detalje på baggrund af en grundlæggende idé. Kombinationen mellem arkitektur, restaurering og materialevalg går smukt hånd i hånd.
Ingen tvivl om, at Castello di Postignano er noget helt særligt, noget ud over det sædvanlige.
Fra et blomstrende centrum til en spøgelsesby
Castello – der betyder slot - blev angiveligt grundlagt mellem det niende og tiende århundrede langs den vigtige vej, der dengang forbandt de noget større byer Norcia, Spoleto, Foligno og Assisi. Især Foligno og Spoleto kæmpede om at få herredømmet over Castello di Postignano, og pudsigt nok var den lille bjerglandsby også blandet ind i stridighederne mellem Firenzes mest indflydelsesrige fraktioner - guelferne og ghibellinerne.
Særligt i perioden fra det 14. til det 15. århundrede havde landsbyen en blomstrende økonomi, der var baseret på landbrug, skovbrug og metalhåndværk. Men fra det 16. århundrede begyndte dens befolkning at falde, og langt senere - i det 20. århundrede – så man en markant udvandring.
"I 1960'erne var Castello næsten blevet helt forladt. Kun seks familier var tilbage. Og i 1966 oplevede byen et mindre jordskred, som blandt andet skabte betydelige problemer for et hus nær et større klippefremspring. I stedet for at genoprette de skader, som byen havde lidt, udstedte den daværende borgmester et evakueringsdekret. Alle måtte efterfølgende flytte væk.
Herefter lå Castello di Postignano forladt tilbage”, fortæller Matacena og tilføjer: ”Den allerførste gang, jeg satte mine ben i Postignano, havde jeg faktisk en fornemmelse af at træde ind i en middelalderscene. Der var ikke noget elektriske lys og intet rindende vand. Faktisk måtte man hente vand fra et lille springvand lidt udenfor byen, og så var der i øvrigt heller ingen toiletter".
Det var sandsynligvis den samme scene, en anden arkitekt, amerikaneren Norman F. Carver Jr., mødte, da han for første gang besøgte Postignano i 1967. Han var også fotograf og var begyndt at rejse rundt i Italien for at fotografere bjergbyer til et bogprojekt, han havde i tankerne. Ved sit første besøg i den lille bjergby tog han en række sort-hvide fotos.
Carver blev faktisk så fascineret af Postignano, at han besluttede at bruge et foto fra byen på bogens forside. Bogen ”Italienske bjergbyer” blev udgivet første gang i 1979, og i en kort note skrev Carver:
"Jeg blev meget glad, da jeg opdagede den lille landsby Postignano, for den forekom mig at være selve arketypen på den italienske bjergby. De tidligere landsbyboere, som blev tvunget ud af deres hjem af myndighederne på grund af jordskælvsfaren, og som nu bor i en ny by ved foden af bakken, betragter stadig Postignano som en slags åndeligt centrum".
På trods af forfaldet, på trods af stedets forladte tilstand og på trods af Postignanos geografiske isolation var der virkelig noget, der fangede Matacena, da han fik at vide, at bjergbyen var til salg. Men hvordan er det i det hele taget muligt at købe en hel landsby?
"Jeg tror, at de lokale myndigheder i Umbrien syntes, at Postignano var for besværlig. De var interesserede i at finde en let løsning. Så Matteo og jeg begyndte at reflektere over denne mulighed. Vi lavede et restaureringsprojekt, som vi præsenterede for Umbriens myndigheder og som senere blev godkendt. Straks herefter begyndte drømmen at tage form", siger Matacena.
Det lyder måske alt sammen ret enkelt. Men det var det naturligvis ikke. Alle de retmæssige ejere af husene og lejligheder af forskellig størrelse skulle opspores for at kunne udfærdige alle de nødvendige salgsdokumenter.
For alle ejerne - i alt 300 forskellige personer, der ikke kun havde adresse i Umbrien men også i resten af Italien og i udlandet - skulle modtage og underskrive et skøde for at sælge deres hus eller grund til Mirto, det firma, som Matacena og Scaramella havde etableret sammen.
"En af de lokale indbyggere, Nazzareno Bruni, har hjulpet os enormt meget. Som ung boede han i den gamle version af Postignano, og med sin utrolige hukommelse har han været en slags ‘chefdetektiv’ i forsøget på at opspore alle ejerne", siger Matacena med et smil.
En anderledes form for turisme
Når man går rundt i Postignano, kan man ikke undgå at få en følelse af ærefrygt. Det er helt tydeligt, at der er lagt mange kræfter og mange penge i forvandlingen af denne umbriske perle. For ikke at tale om kendskabet til restaureringsteknikker.
Vi går gennem flere buer, smalle gyder, oplyste passager og under et klokketårn, der stadig ringer. Pludselig dukker udsigten over dalen op og forsvinder så igen. Om aftenen aktiveres den elektriske belysning automatisk af lyssensorer, når mørket falder på, og det er noget af en oplevelse at gå rundt i Postignanos smalle gader i det dunkle lys.
"Vi besluttede os for at påbegynde projektet i 1992. Proceduren med at håndtere de mange salgs- og købsdokumenter tog to år. Derefter fulgte tre års projektering, og i 1997 var vi endelig klar til at gå i gang.
Men efter kun tre måneders arbejde blev Postignano i september 1997 ramt af et jordskælv. Der var ingen mulighed for at fortsætte, og vi måtte stoppe. Og det var faktisk først muligt at genoptage arbejdet ti år senere, i 2007. Og i 2014 stod så hele restaureringsprojektet færdigt", fortæller Matacena.
Den lille by råder over i alt 60 lejligheder, hvoraf de 52 er blevet sat i tip-top-stand. I alt 20 lejligheder er nu en del af byens hotel, det såkaldte albergo diffuso, hvilket vil sige at hotellets lejligheder befinder sig på forskellige adresser.
Da lejlighederne i Castello di Postignano i sin tid blev sat til salg, bredte dette rygte sig ret hurtigt. Indtil videre er 13 af de 25 lejligheder blevet solgt. Køberne er folk fra Tyskland, Storbritannien, Holland, Belgien og Italien. Således er der fortsat 12 nyistandsatte lejligheder til salg.
”De, der har købt lejlighed her i Postignano, er alle folk, der sætter pris på områdets historie og natur og som elsker den stilhed, Castello di Postignano tilbyder. Og vi har da også set, at flere af disse købere, til trods for forskellig nationalitet, er blevet venner, netop fordi de deler nogle af de samme værdier”, siger Matacena.
Mens han forklarer historien bag Postignanos bemærkelsesværdige genfødsel, kikker vi indenfor i San Lorenzo-kirken, som formentlig blev bygget i det 15. århundrede. Det var den første bygning, som restaureringsprojektet havde fokus på, og til Matacenas store overraskelse kom der en værdifuld fresko, der forestiller en korsfæstelse - angiveligt fra slutningen af det 15. århundrede – til syne.
En del af planerne har også været at gøre det muligt for folk at komme og bo i Postignano. Derfor er den lille restaurant, la Casa Rosa, også vigtig. Her praktiserer den lokale kok, Maria, en revideret og rustik udgave af Umbriens klassiske køkken. Og så må man heller ikke glemme den lille hyggelige vinbar, Vini e Oli dell'Umbria.
Stedets hotel er noget ganske særligt. Som nævnte kaldes de på italiensk albergo diffuso. Om dette fortæller Matacena:
"Der er tale om et hotel, hvor dets 20 lejligheder er spredt ud over byen. Hver lejlighed har sin egen historie. En af lejlighederne er fx indrettet i den bygning, der tidligere var byens gamle skole. Alle lejligheder har eget køkken, tv, wi-fi, og alle tekstiler er fra det lokale, prestigefyldte firma Mastro Raphaël. De turister, der besøger Postignano, er bestemt ikke på udkig efter den traditionelle luksus. De er på udkig efter fred og ro, kultur, god mad, landskabets naturlige skønhed og tid til refleksion", siger Matacena.
Men tiden står som bekendt ikke stille, ikke engang i Postignano, skønt den lille by godt kan forekomme at være ”udenfor en almindelig tidsregning”. For få år siden så flere nye gastronomiske tiltag således dagens lys. Det blev åbnet en terrasse-cafe, hvor det gastronomiske udbud er ungdommeligt og uformelt. Her kan man sidde og spise og samtidig nyde den storslåede udsigt ud over dalen.
Og så er der nyheden, den nye gastronomisk blomst i Postignanos knaphul. Det drejer sig om gourmetrestauranten La Tavola Rossa, der kvalitetsmæssigt ligger lige under Michelins stjerneniveau. Her er det en god idé at bestille bord i forvejen, idet den lille restaurant blot råder over 12 pladser.
Og Postignano kan faktisk byde på endnu en nyskabelse, dvs. en kokkeskole, hvor et lille antal elever kan uddanne sig til at blive en af fremtidens kreative kokke. Denne uddannelse bliver afviklet i samarbejdet med gourmetrestauranten.
Som en drøm
På trods af en historie, der går mere end tusind år tilbage i tiden, vil de besøgende turister i dag finde de mest moderne bekvemmeligheder. Hele byen er blevet genopbygget i henhold til de mest moderne anti-seismiske foranstaltninger, og alle gader er blevet forseglede, så regnvand ikke trænger ind i bygningerne og forårsager skade.
Men kan finde et bibliotek med bøger om især Umbrien og et hyggeligt billardrum, der er fuld af atmosfære, samt en udendørs swimmingpool med en flot udsigt ud over dalen.
Mens vi går rundt om i Postignanos snævre gader, støder vi på byens altmuligmand, den førnævnte Nazzareno Bruni. Han boede her som ung. Jeg spørger ham om hans indtryk af ”det nye Postignano”.
"Jeg blev født her i 1948. Min familie var beskæftiget med landbrug. På det tidspunkt var der ikke andet at lave. Vi flyttede ud, da jeg var omkring 17-18 år gammel. Men jeg husker stadig meget tydeligt, hvordan den gamle landsby var. Mit indtryk i dag? Jeg bliver virkelig følelsesladet, når jeg husker, hvordan det var før, og når jeg så ser, hvordan restaureringen er blevet udført på en så fremragende måde. Det er som en drøm!".
Yderligere info: https://www.castellodipostignano.it/
Jesper Storgaard Jensen (f. 1964) er dansker og har boet i Roma siden 1997. Han er uddannet som tolk/oversætter mellem dansk og italiensk. I perioden fra 1997-2008 arbejdede han på den danske ambassade i Roma, hvor han beskæftigede sig med italiensk politik, økonomi og kultur. Siden 2008 og frem til i dag har han arbejdet som freelance journalist, foredragsholder, fotograf, oversætter og rejseleder. Han er desuden forfatter og medforfatter til i alt ni bøger om Italia og Roma. Lige nu skriver han på en bog om italiensk True Crime, der er planlagt til udgivelse i 2026.
