Amarelli Liquorice
Tekst og foto: Jesper Storgaard Jensen
Lady Liquirizia og historien om verdens bedste lakrids
Lakrids i Italia er lig med virksomheden Amarelli. Og Amarelli er lige med virksomhedens dynamiske, kvindelige direktør Pina Amarelli Mengano, der har formået at give den 294 år gamle syditaliensk virksomhed et moderne pift. Mat og Drikke har smagt på lakridsøl, været på lakridsmuseum og fået oplyst, hvorledes lakrids og fisk sagtens kan gå hånd i hånd.
"Hvis nogen for 40 år siden havde sagt til mig, at jeg senere i mit liv, af eget valg, skulle opgive min advokatkarriere for i stedet at hellige mig lakrids, ville jeg med stor sandsynlighed have grint vedkommende lige op i ansigtet".
Pina Amarelli Mengano kikker på mig med et stilfærdigt smil. Hun vælger sine ord med omhu og har en behagelig stemmeføring. Trods en alder, der givetvis er på "den anden side" af de 65, så oser Pina Amarelli stadig af kvindelig italiensk charme. Trods både udstråling, sødme og charme får jeg dog hurtigt en følelse af at tale med en person, for hvem "business is the name of the game".
I Pinas tilfælde hedder denne business lakrids, og i den sektor er hendes navn med tiden blevet så stort, at den italienske presse næsten konsekvent kalder hende for Lady Liqurizia, i et mix af beundring og ærefrygt.
Pina Amarelli er født i Napoli og var i fuld gang med en lovende advokatkarriere, da hun i 1970'erne giftede sig med lakridsproducenten Franco Amarelli. Lidt efter lidt blev hun en stadig større del af sin mands lakridsvirksomhed, og da hendes svigerfar - virksomhedens direktør - på et tidspunkt besluttede sig for at indkøbe adskillige nye maskiner til produktionsapparatet, præsenterede Pina en supermoderne markedsføringsstrategi.
Svigerfar Amarelli var begejstret, og Pina blev snart inviteret indenfor i direktionslokalet som bestyrelsesmedlem. Ikke just hverdagskost for en kvinde 1980'ernes Syditalien!
Da Pinas svigerfar et årti senere døde, havde hun i mellemtiden akkumuleret et så stort know-how om lakridssektoren, at hun blev udpeget som Amarelli-virksomhedens nye direktør. Og advokatkarrieren? Den blev ganske enkelt ofret på lakridsens smagsfulde alter. "
Du kan vel godt sige, at min historie er den klassiske historie om den rette person, der befinder sig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt", siger hun med et smil.
I dag er Amarelli-virksomheden ikke kun kendt for at producere et førsteklasses produkt, men også for sin betragtelige alder. Virksomheden blev stiftet i 1731 i Rossano Calabro, i Calabrien, blot fem minuters kørsel fra det joniske hav.
Virksomhedens navn, Amarelli Liquirizia dal 1731 - Amarelli Lakrids siden 1731 - er ikke blevet ændret én eneste gang i de sidste 294 år, og kikker man i det lokale arkivs støvede bøger, vil man kunne konstatere, Amaralli-familiens calabriske rødder faktisk går omkring tusinde år tilbage i tiden.
Verdens bedste lakrids
Hvis der findes en forbindelse mellem kommercial succes og det, som naturen er i stand til at frembringe i et bestemt område, så udgør Amarelli i sandhed et glimrende eksempel så sådan en forbindelse.
Calabriens berømt lakridsrødder vokser på den i Italia så kendte Piana di Sibari-slette, langs Calabriens østkyst. "Piana di Sibari er en gave fra gud. Det er naturens egen utrolige skabning, hvor lakridsrødderne vokser vildt. De har ikke brug for nogen som helst form for pleje. Det er naturen i dens mest rene form, og tilmed vokser lakridsrødderne i utroligt store mængder", siger Pina.
Takket været naturens generøsitet er Amarelli i dag betragtet som en slags Rolls Royce indenfor produktionen af lakrids. Selv den prestigefulde British Encyclopedia bekræfter dette: "the world's best liquorice roots grow in the Italian region of Calabria".
Lakridsrødderne - som de gamle grækere kaldte for Glycyrrhiza Glabra - hvilket betyder "sødlig rod", har været kendt i årtusinder. I antikkens Grækenland anbefalede lægekunstens fader Hippokrates blandt andet konsum af lakrids imod hoste.
Også fortidens krigere til fods og pilgrimme, der gik i lang tid, medbragte ofte lakridsrødder som de tyggede på, for således at fjerne fornemmelsen af tørst. Napoleon brugte lakridsrødderne imod maveproblemer, og Casanova havde - naturligvis! - fundet ud af, at lakridsrødderne havde en stimulerende effekt på elskovslivet.
I det 14. århundrede havde lakridsrødderne ikke just et smirende image, idet de mest af alt blev betragtet som ukrudt. I Calabrien blev de simpelthen revet op af jorden og smidt væk for at gøre plads til andre afgrøder.
Men tiderne skifter som bekendt, og gennem de seneste århundreder er tonsvis af lakridsrødder blevet fragtet til Amarellis produktionsenheder. Det dårlige renomé er en saga blot, der nu kan læses som et underholdende kuriosum i gastronomiens historiebøger.
Lakridsen er blevet in. Ikke kun i Italia - hvor visse italienske køkkenchefer på højt niveau er begyndt at bruge lakrids i mere sofistikerede opskrifter - men i allerhøjeste grad også i de nordiske lande, hvor man kan se en produktion af lakrids, der ofte satser på kvalitet.
Ja, faktisk har lakridsen indsneget sig lige over det hele, fx i is, i øl, i pasta og tandpasta, i the og i ost og var det noget med en omgang lakrids- og chili-marinerede ribsteaks? Ja, lakridsen er i sandhed her, der og alle vegne. Men hvorfor denne massive udbredelse i de senere år af lakridsen?
"Hvis vi betragter de nordiske lande, så har lakridsen dér været kendt i mange år, først og fremmest som det produkt vi kalder for saltlakrids. Nordeuropa hører til de mere oplyste lande, hvor man generelt er er mere åben for at prøve nye ting og nye trends. For eksempel fandt man på et tidspunkt ud af, at lakrids kunne have en positiv helbredseffekt på fx. forkølelse. Så lakridsens massive udbredelse i fx de nordiske lande overrasker mig slet ikke. Faktisk udgør det geografiske område et vigtigt marked for Amarelli", siger Pina.
I dag eksporterer Amarelli 30% af deres produktion til lande som Tyskland, UK, Australien, New Zealand, USA, Canada, Japan og Nordeuropa. Den årlige omsætning ligger på omkring 4 mio. euro. Måske ikke et kæmpebeløb, men det er heller ikke altafgørende. Det, der er vigtigt, ifølge Pina Amarelli, er produktionskontrollen og slutproduktets høje kvalitet:
"Vi er en virksomhed med omkring 40 medarbejdere. Og så er vi formentlig verdens eneste lakridsproducent, hvis produktionsproces nøje overvåges fra start til slut - lige fra markerne indtil det færdige produkt placeres i forretningerne", fortæller Pina.
Og da jeg spørger hende om, hvorvidt den stadigt igangværende økonomiske krise har haft en negativ effekt på Amarellis regnskaber, smiler hun til mig og siger med en fløjlsagtig stemme: "Er De klar over, hvor mange kriser Amarelli har overlevet i de sidste mere end 290 år? Jeg vil mene, at vi er godt klædt på til at kunne gå fremtiden i møde".
Lakrids-museet
Gennem tiden har intet mindre end 13 forskellige generationer stået i spidsen for Amarelli. Grundet den lange virksomhedshistorie er Amarelli blev indlemmet i den prestigefulde franske forening, Les Henokiens, der på verdensplan tæller i alt 46 virksomheder med en virksomhedshistorie, der er længere end 200 år.
"Det er faktisk en stor ære at kunne fremvise et medlemskab af Les Henokiens", siger Pina Amarelli.
Den lange virksomhedshistorie er netop grunden til, at Pina i 2001 tog beslutning om at etablere et Amarelli-lakridsmuseum. Det blev hurtigt så stor en succes, at det italienske postvæsen i 2004 besluttede at trykke et frimærke, hvorpå man ser museets indgang.
Gennem de senere år er museet med omkring 40.000 årligt besøgende blevet Italiens næstmest besøgte virksomhedsmuseum, efter Ferrari-museet. Museet dækker et areal på 600 m2, hvor man bliver ført gennem både virksomhedens og lakridsens historie.
Pina fortæller, at museet med tiden har udviklet sig til at udgøre en decideret merværdig, ud fra et markedsføringssynspunkt.
"Vi åbnede først og fremmest museet med fokus på de historiske og kulturelle askpekter. Men gennem de senere år har vi fundet ud af, hvor meget en virksomheds historie faktisk smitter af på dets image.
Det at have en lang historie, betyder først og fremmest at have været i stand til at fony sig gennem tiden. Hvis vi ikke havde fornyet os, ville vi ikke være her i dag. Undersøgelser har vist, at en lang historie skaber en psykologisk følelse af tryghed hos forbrugeren, særligt når vi taler om produkter fra fødevareområdet.
Af samme årsag har vi til mange af vores produkter valgt de klassiske vintagefotos og -billeder. De afspejler selv sagt tidens gang, og har således en større positiv følselsesmæssig indvirkning på forbrugerne", forklarer Pina.
Især Amarellis klassike rektangelformede flade lakridsdåser med vintagemotiver har altid været - og er stadig - meget populære. Mange italienere har gennem tiden været samlere af disse små æstetiske vidundere.
En ting er historie, en anden er "den anden retning", dvs. fremtiden og evnen til at diversificere et produkt på et marked, der bliver stadigt mere og mere konkurrencebetonet. Tradition og historie er således kun den ene side af medaljen. Den anden er innovation og fornyelse.
"Ja, det er helt sikkert to af vores vigtigste kodeord. Vi er nødt til konstant at tænke strategisk, fx i strategiske alliancer. Den vigtigste del af vores business er fortsat salg og eksport af rålakrids. Herudover er vi nu begyndt at samarbejde med en række vigtige partnere fra andre sektorer. Vi leverer lakrids til en tagliolini-pasta, der blandt andet bruges af den kendte kok Gianfranco Vissani (to Michelin-stjerner, red.).
Så har vi bidraget til udviklingen af en lakridslikør sammen med den kendte italienske virksomhed Strega Alberti, vi har lavet et ret usædvanligt mix mellem lakrids og mørk chokolade, og endelig har vi lavet to forskellige udgaver af en ny øl med lakrids, der laves med naturlig gæring. Jeg var sammen med den spanske kok Ferran Adrià, da han første gang smagte den. Hans eneste kommentar var 'eccellente'", fortæller Pina Amarelli med et stolt smil.
Ved siden af Amarelli-museet finder man den indbydende lakridsbutik, hvor alle virksomhedens produkter er sat til salg - både de nye opfindelser, fx. tandpasta med lakridssmag, lakridspasta, øl med lakrids m.m. - side om side med alle klassikerne.
Det faktum, at Amarelli i dag er en både velanset og succesfuld virksomhed, skyldes blandt andet (mange siger "især") Pina Amarellis evne til at modernisere en virksomhed med antikke rødder. Det er ganske umuligt at tale om Amarelli uden også at tale om Pina.
I dag er hun betragtet som en af Italias mest succesfulde forretningskvinder. Hun er bestyrelsesmedlem i Banca Popolare dell'Emilia-Romagna, regionen Emilia-Romagnas største bank, og hun er den eneste kvinde nogensinde med virke i Calabrien, der har modtaget Italias højeste anerkendelse på arbejdsmarkedet, nemlig den italienske præsidents orden "Cavaliere del Lavoro", der gives til de mest succesfulde og initiativerige italienske forretningsfolk.
Men det er tydeligt, at Pina ikke er begejstret for at tale om sig selv. Hun vil meget hellere gøre reklame for sin lakrids, og hun er da også ret overbevisende, når hun gør rede for, hvorledes lakrids generelt kan give varme retter et ekstra pift.
"Min yndlingsret? Det kan jeg nemt svare på. Det er en risotto med rejer og citrusfrugter og et let touch af vores lakridspulver, der strøs hen over. En anden mulighed, du har for at overraske dine gæster, er ved at bruge salt med lakridssmag. Det mixer du med en olivenolie af god kvalitet og lidt presset citron. Resultatet et en noget mildere version af aceto balsamico ... og det fungerer fantastisk som del af en fiskeret", siger hun med et stort smil.
Jesper Storgaard Jensen (f. 1964) er dansker og har boet i Roma siden 1997. Han er uddannet som tolk/oversætter mellem dansk og italiensk. I perioden fra 1997-2008 arbejdede han på den danske ambassade i Roma, hvor han beskæftigede sig med italiensk politik, økonomi og kultur. Siden 2008 og frem til i dag har han arbejdet som freelance journalist, foredragsholder, fotograf, oversætter og rejseleder. Han er desuden forfatter og medforfatter til i alt ni bøger om Italia og Roma. Lige nu skriver han på en bog om italiensk True Crime, der er planlagt til udgivelse i 2026.
